mandag den 7. juni 2010

Vær med i Sommerbogen

Skal du ligge i hængekøjen i haven med en god bog i din ferie?
Har du altid en gyserhistorie med på telturen?
Tager du aldrig på stranden uden en god bog?
Kort sagt: Elsker du bøger?
Så vær med i Sommerbogen på Holstebro Børnebibliotek.
Tilmelder du dig Sommerbogen får du en gratis bog. Det eneste du skal gøre er at læse 3 bøger i din sommerferie og anmelde dem her på Sommerbogens blog.
Du sender din anmeldelse til sommerbogen, og efter et par dage kan din anmeldelse læses her på bloggen.
Du kan også se, hvilke bøger andre sommer-læsere har anmeldt. Du må meget gerne kommentere de andres indlæg, skrive en lille hilsen eller fortælle om du er enig eller uenig i det, de skriver.
Husk at være venlig og skrive pænt, når du kommenterer. Hvis du skriver noget grimt, sletter vi din besked.

Når du har sendt 3 boganmeldelser, inviterer Holstebro børnebibliotek dig til en hyggelig eftermiddag, hvor du kan møde de andre boganmeldere. Her får du også din gratis bog.
Du skal være mellem 7 - 12 år og bo i Holstebro Kommune for at deltage i Sommerbogen.